SUK-festival har 10 års jubilæum

Vær med til at fejre SUK-festivalens 10 års jubilæum den 12. september 2019. I år er konceptet "Bæredygtighedstorvet", der bliver et samlende element for festivalpladsen i år.

Meget er sket, siden vi slog dørene op for SUK-Festivalen for 10 år siden. Dengang tilbage i 2010 foregik det hele i Slagelsehallen, og "kun" godt 2000 unge besøgte os. Nu, 10 år senere, fylder vi hvert år både inde og ude i hele uddannelsesfirkanten i Slagelse - og besøgstallet er steget til 8000!

Vi lover, at vores 10-års jubilæum ikke kommer til at løbe stille af. Vi har mange nye, spændende tiltag i ærmet, som både skal udfordre de unge på deres uddannelsesvalg og på deres syn på fremtiden – meget mere om det senere.

Vi håber, at I som udstillere vil være med til at fejre jubilæet med os, både med en – som sædvanligt gratis – standplads på SUK, og så med ekstra fede aktiviteter og oplevelser for de mange besøgene!

Tilmeld dig allerede nu!

Det leder videre til næste gode nyhed, nemlig at der allerede er åbnet op for tilmeldinger nu! Du tilmelder din virksomhed, forening eller organisation på www.sukfestival.dk/for-udstillere, hvor du også finder meget mere praktisk information.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at kontakte os på:

SUK for verdensmålene!

Et af de nye tiltag vi kan løfte sløret for, er konceptet "Bæredygtighedstorvet", der bliver et stort og samlende element for festivalpladsen i år.

Konceptet, der er under udvikling, bygger på viden om, at flere og flere unge ser bæredygtighed som noget af det vigtigste for fremtiden. Både grøn bæredygtighed og temaer som ligestilling, sundhed, energidebat og ansvarligt forbrug og produktion fylder for fremtidens studerende og medarbejdere. Derfor er vores tanke, som vi håber I vil være med til at udvikle, at gøre dette til et klart tema - også blandt standene.

Standområderne opbygger vi sammen

Vi glæder os til at modtage jeres tilmelding og på den måde få en direkte kontakt til jer, i forhold til sammen at kunne forme de enkelte standområder på festival området. De tidligere år har flere uddannelsesinstitutioner med mange forskellige uddannelser dannet fællesskab med andre uddannelser og virksomheder – f. eks. under et sundhedsområde, hvor SOSU-assistenter har udstillet i samme område som sygeplejerskerne, ergo- og fysioterapeuterne sammen med to kommuner, som netop ansætter elever og har praktikanter fra disse uddannelser. Andre fællesskaber eller stande kunne være en tømrermester sammen med tømrer-uddannelsen osv. Det skal give mening for jer som udstillere og for de unge besøgende samtidig med at de kan se, at der findes flere veje til at arbejde inden for et specifikt område.

Nyhed 27. maj 2019